Blandede udtryk

26/10-2023 Hillerød Lokalhistoriske Forenings nye billedkalender er udkommet. Hillerød-Kalenderen 2024 præsenterer 12 Hillerød-fotografier fra 1900-tallet, kombineret med nye billeder med samme motiver. Den gennemgående idé har været at vise vej- og gadebilleder, som kan illustrere byens udvikling i de sidste ca. 100 år. I tilgift vil de fleste billeder vise børn og voksne, biler, butikker og andre tidstypiske elementer.

Forsiden viser Ødammen med Louises Ø, fotograferet af Per Buchmann.

Som en appetit-vækker har vi her et par nedslag fra kalenderens 12 sider:

(Marts)

Ud for det gamle amtssygehus, Søndre Jernbanevej 18, fejer et par tyske soldater gaden. Huset fungerede i et par år som kaserne for den tyske besættelsesmagt og siden sygehus for tyske flygtninge. Foto dateret til 1945. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek

(Juli)

Iskiosken ”Kom-Igen” ved huset Hvidenlund, Nødebovej 42, forhandlede også sodavand og varme pølser. Foto dateret til 1974-1984. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek